Små børn og særligt spædbørn er virkelig gode til nogle få ting i starten af deres liv, nemlig at spise, sove og lave rigtig puha i deres ble. De fleste nybagte forældre har det rigtig hårdt med især det sidste, og det særligt, hvis de aldrig har prøvet at skifte en ble før.
Men bare rolig! Med vores tips i artiklen her bliver selv den mest uerfarne nybagte mor eller far en bleskiftnings-ekspert i løbet af ingen tid.
Sådan gør du klar til projekt ren ble
At skifte en ble med frisk puha for første gang kan være udfordrende for de fleste uerfarne forældre. Derfor er det godt, hvis du er forberedt.
Det, der gør bleskiftning ekstra udfordrende er, at det altid bør udføres med kun en hånd – og ja, du læste rigtigt! Den ene hånd skal nemlig altid være på babys mave for at holde sikkerheden i top!
Babyer kan bevæge sig meget og sprælle, og endda selv før de er i stand til at rulle fra side til side. Du bør derfor altid stå tæt på baby, når du skifter ble. Hvis du vil skifte ble på et puslebord, så bør du også sikre dig, at hjulene kan låses.
Når du er klar til at skifte ble, så lægger du baby blidt på puslepuden. Her kan det være en god ide, at du allerede har lagt den rene ble frem sammen med rene babyservietter, suttekluden og babys ynglingsrangle.
Derefter kan du tage babys bukser af eller åbne knapperne på babys tøj og lige checke, om alt det ildelugtende noget, som er inde i bleen, er kommet ud på tøjet eller ej. Hvis det er tilfældet, så skal du være påpasselig med ikke at gøre ondt værre! Fjern først resten af tøjet nænsomt og vask så forsigtigt de beskidte områder af baby.
Sådan skifter du ble på baby på dit puslebord
Hvis bleen kun har urin i, så skal du forsigtigt rengøre din babys ædlere dele med en fugtig klud, hvor du blidt dupper babys sarte hud, før du lægger en ren ble på. Her skal du være opmærksom på at folde enhver udstikkende flap på bleen ind under bleen, så den ikke kradser på baby.
Hvis baby rigtig har været aktiv med det, der lugter værre end tis, så kan du bruge babyservietter til at tørre baby med bag i. Hvis baby er en lille pige, så er det af største vigtighed, at du tørrer hendes lille rumpe bagud og ikke fremad, da hun ikke må risikere at få puha i den lille tissekone. Når baby er ren, så kan du smøre lidt babycreme på efter behov, før du lægger den rene ble på.
Det kan være en rigtig god ide at skifte ble på et godt puslebord eller en stabil puslekommode, da puslebord og kommode samler alt det nødvendig pusleudstyr på bare ét sted. Dette er særligt praktisk, da du jo kun har en hånd til at skifte ble med, fordi du jo hele tiden har den anden hånd sikkert på babys mave.
Det kan nemt synes som en uoverskuelig og svær opgave at skifte ble på baby, især hvis det er første gang, og du ikke har prøvet det før. Heldigvis er internettet fuldt af gode råd og artikler, der beskriver, hvordan det nemmest kan gøres. Der er videoer på Youtube, som viser hvordan, det skal gøres, og hvis man som nybagt forælder har spørgsmål, så er der heldigvis også mange online fora og online mødregrupper, hvor du kan få hjælp. Med en hvis ret kan man derfor sige, at det nu er nemmere end nogensinde før at skifte ble på baby!